To personer af samme køn kan indgå et registreret partnerskab. Partnerskabet indgås efter de samme betingelser som gælder for et ægteskab. Det betyder, at man skal henvende sig til Borgmestersekretariatet, der undersøger, om ægteskabsbetingelserne er opfyldt.
Registreringen
Registreringen foretages af borgmesteren eller af den, som borgmesteren bemyndiger til det. Registreringen foregår på samme måde som en borgerlig vielse. Man har ret til at få registreret sit partnerskab i en bestemt kommune, selvom ingen af parterne bor i kommunen.
Kirkelig velsignelse
I folkekirken er det muligt at få en kirkelig velsignelse af et registreret partnerskab.
Børn
Registrerede partnere kan ikke adoptere børn sammen. Den ene af parterne kan dog godt adoptere den andens barn.
Fra 1. januar 2007 kan lesbiske par blive inseminerede i det offentlige system på lige vilkår med heteroseksuelle par.
Arveregler
Registrerede partnere har arveret efter samme regler, som gælder for ægtefæller. Den længstlevende kan altså sidde i uskiftet bo efter de samme regler, som gælder for ægtefæller.
Opløsning af et registreret partnerskab
Partnerskab ophæves efter samme regler, som når et ægteskab opløses.