For anden gang deltog Odsherred Kommune i verdens største motionsløb, DHL Stafetten i Fælledparken på Østerbro, hvor 300 medarbejdere på 60 hold i fin stil og højt humør gennemførte de 5 km mandag den 30. august 2010 sammen med over 25.000 andre løbere fra blandt andet Region Hovedstaden, hospitalerne i Storkøbenhavn, Novo Nordisk med flere.
Flere vil med
De 300 Odsherred-medarbejdere løb dermed samlet 1500 km eller 500 km mere end sidste år, hvor 200 deltog. Og kommunaldirektør Lars Holte, som sammen med den øvrige Direktion deltog i løbet, ser frem til at mindst 350 medarbejdere næste år vil med.
Sundt og sjovt
- Vi gør det, fordi det er sundt og sjovt og skaber sammenhold og samvær på tværs af kommunen, siger kommunaldirektøren, som deler roser ud for den store opbakning og interesse blandt alle kommunens institutioner.
- Der var deltagere fra et bredt udsnit af de kommunale institutioner, fra skoler og hjemmepleje til børnehaver og byrådssekretariat, siger kommunens DHL-arrangør, arbejdsmiljøkonsulent Birte Friis Skytte.
Mere på vej
Den netop stiftede Motionsklub i Odsherred – MiO – for alle ansatte i kommunen vil også tage løbemotion på programmet og formentlig arrangere flere lokale motionsløb gennem det næste år, oplyser Birte Friis Skytte.
Siden DHL Stafetten sidste sommer har der været adskillige begynderhold for motionsløbere med egne instruktører, bistået af DGI Vestsjælland. Onsdag den 9. september 2010 rundes denne løbesæson af med instruktør Ole Harbæks gode råd om fortsat motivation.
Kommunedysten
Men derfor skal løbeskoene ikke lægges på hylden for vinteren. Allerede den kommende weekend 3.-4. september 2010 har alle mulighed for motion og bevægelse, når over 50 foreninger tilbyder aktiviteter i Bevægelsesdøgnet.
Søndag den 26. september 2010 deltager Odsherred i ”Kommunedysten”, hvor alle borgere kan løbe, cykle, tage på skateboard, rulleskøjter eller kørestole i en motionsdyst mellem de nordvestsjællandske kommuner.
Man kan læse mere om de to kommende motionsbegivenheder i kommunen på www.kommunedysten.dk og www.odsherred.dk/24timer og om DHL-Stafetten på www.dhlstafetten.dk/
Fakta om DHL Stafet
DHL Stafetten er startet af atletikklubben Sparta i 1981 med dengang 134 hold. I år deltager 194.000 i stafetten over hele landet. For mange både private og offentlige virksomheder er løbet også lejlighed til en social sammenkomst og ”firmaudflugt”.