Med 12.793 borgere tilmeldt den elektroniske postkasse e-Boks ligger Odsherred Kommune på top 3-listen over kommuner med flest brugere af e-Boks, hvor de traditionelle rudekuverter afløses af en digital løsning på nettet. Det svarer til 38,8 % af kommunens 32.970 borgere.
Glædeligt resultat
- Det her er et rigtigt glædeligt resultat, som vi har arbejdet målrettet mod i lang tid. Vi er i gang med effektivisering af kommunen, og den store brug af elektroniske selvbetjeningsløsninger vidner om, at borgerne har taget det her til sig. Vi er parate til yderligere tiltag.
- Både for at tilpasse vores ydelser til borgernes behov i en travl hverdag, og for at effektivisere den måde kommunen arbejder på. Og noget tyder jo på, at en meget stor del af vores borgere er klar til den udvikling, siger kommunaldirektør Lars Holte.
Borgerservice har i efteråret 2009 været rundt på Ældremobiliseringens Datastuer i kommunen og fortalt om digital selvbetjening og i samarbejde med Odsherred Bibliotek fremstillet fire instruktionsfilm om brugen af søgetjenesten Google, om Din Skattemappe hos skat.dk samt to om tilmelding og brug af e-Boks.
Flere tilbud
- Vi har oplevet meget stor positiv interesse blandt pensionister for at benytte e-Boks og andre selvbetjeningsløsninger, og vi vil til efteråret igen sætte ind på flere tilbud om netcaféer i selvbetjeningsløsninger for borgerne her i Borgerservice på rådhuset, ligesom vi vil opsøge foreningslivet for at fortælle om selvbetjening på nettet, siger Lissi Andersen.
Mere digital
Også internt i kommunen arbejdes der med at gøre hverdagen mere digital.
- Lønsedlerne til de godt 3000 ansatte i Odsherred Kommune overgik til e-Boks for nu godt et år siden. Ud over at vi sparede ca. 300.000 kr. er der ingen tvivl om, at de mange ”digitale ambassadører” har været medvirkende til at få flere med, siger chef for IT og Digitalisering i Odsherred Kommune Niels Ebbe Pedersen, som kun har oplevet ganske få henvendelser fra borgere og medarbejdere, der har haft spørgsmål omkring adgangen til og brugen af e-Boks.
Er parate
- Meget tyder på, at både medarbejdere og borgere er mere end parat til den digitale postløsning i det offentlige, som indgår i regeringens strategi for eDag3. Alle borgere udstyres med en digital signatur, som fra enhver pc kan anvendes som adgang til deres egen personlige digitale postkasse, netbank, offentlige selvbetjeningsløsninger samt dialog med offentlige tjenester, siger IT-chef Niels Ebbe Pedersen. e-Boks er motoren i den offentlige digitale postkasse, og det betyder at danskerne får mulighed for at samle, sende og modtage al digital post både fra det private og det offentlige ét sted.
www.e-boks.dk
Fakta
E-Boks, der blev etableret i 2001 og ejes ligeligt af PBS og PostDanmark, har nu over 100.000 virksomheder som modtager posten digitalt og 2,4 mio. danskere er tilmeldt. Alene i 2009 tilmeldte 600.000 borgere sig. Antallet af nye dokumenter i e-Boks steg med 35 % fra 98 mio. til 133 mio. dokumenter i 2009. E-Boks har i dag flere end 600 afsendere blandt private og offentlige virksomheder.
Odsherred Kommunes instruktionsvideoer om nettet: http://www.odsherred.dk/page4467.aspx