Byggeri på arealer, der er kortlagt som forurenede
Dette kræver ofte en tilladelse efter jordforureningsloven. En tilladelse efter jordforureningsloven skal altid indhentes inden kommunen kan give en evt. byggetilladelse.
Søg tilladelse, hvis...
Som hovedregel skal du søge en tilladelse, hvis du ønsker at:
- fjerne forurening, så ejendommen kan udgå af regionens forureningskortlægning. Hertil skal der bruges en tilladelse efter jordforureningslovens § 8, stk. 2 (ansøgning om bygge og anlægsarbejder)
- ændre ejendommens anvendelse til bolig, institution (skole, børnehave, plejehjem m.m.), offentlig legeplads, sommerhus, kolonihave el. lign. Hertil skal der bruges en tilladelse efter jordforureningslovens § 8, stk. 1 (ansøgning om ændret arealanvendelse). Dette gælder også, hvis ejendommen i forvejen anvendes til beboelse
- udføre bygge-, grave- eller andet anlægsarbejde. Hertil skal der bruge en tilladelse efter jordforureningslovens § 8, stk. 2 (ansøgning om bygge og anlægsarbejder)
Hvis du vil søge om en §8-tilladelse skal du udfylde dette ansøgningsskema og sende det ind til Natur og Miljø afdelingen.
I nogle tilfælde kan kommunen give tilladelse til, at den forurenede jord bliver på ejendommen. Det kan fx være, hvis den kan bygges ind i en støjvold. Hertil skal der bruges en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Skal jorden fjernes fra ejendommen, skal den anmeldes til kommunen inden projektet sættes i gang. Læs mere om fjernelse af forurenet jord her.
Kommunen kan give en tilladelse, hvis det planlagte projekt er miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt. For at sikre dette kan kommunen stille krav om en undersøgelse inden projektet sættes i gang. Det kan fx være en undersøgelse af de øverste jordlag, hvis der skal bygges et hus med tilhørende have.
Ukendt forurening ved bygge- eller anlægsarbejde
Støder man på en hidtil ukendt forurening, eller en forurening, der ikke er beskrevet kortlægningsgrundlaget på en kortlagt grund, skal arbejdet straks standses og Odsherred kommune og Region Sjælland skal informeres.
Arbejdet må først genoptages, når Region Sjælland har haft mulighed for at tage stilling til, om fundet giver anledning til ændringer i ny kortlægning eller ændringer i eksisterende kortlægningen. Region Sjælland har 4 ugers frist til at udtale sig.
Bygge- og anlægsarbejder på forurenet grund skal anmeldes til Arbejdstilsynet.
Kontakt
Har du spørgsmål kan du kontakte: