Børn kan blive skrevet op til et dagtilbud den dag, barnet er født, og de får tilbudt en plads i den rækkefølge, deres fødselsdage angiver.
Odsherred Kommune har en pasningsgaranti, som sikrer et alderssvarende dagpasningstilbud inden for en frist på 3 måneder efter at barnet er fyldt 3 år. Forældre kan dog vælge at lade barnet blive i den kommunale dagpleje i en periode efter, at barnet er fyldt 3 år.
Der kan ikke gives garanti for en plads i en bestemt børnehave, men i videst muligt omfang forsøges det at tilgodese forældrenes ønsker. Det anføres på ansøgningen (DOC 68 KB), hvilken børnehave der ønskes.
Besøg i børnehaven
Når dit barn har fået en plads i en børnehave, kan et besøg aftales med børnehaven. Det aftales med børnehaven, hvordan I sikrer den bedst mulige indkøring af jeres barn. Det kan fx være en god ide, hvis I har mulighed for at være der en del i den første tid, eller hvis I kan starte med nogle korte dage.
Kan dit barn ikke umiddelbart optages i den ønskede børnehave, kan du drøfte med Pladsanvisningen, hvilke andre muligheder du har.
Hvis dit barn får plads i en anden børnehave, end den du først havde ønsket, vil dit barn fortsat kunne stå på venteliste til den ønskede børnehave uden at miste sin anciennitet.
Har dit barn fået en plads i den ønskede børnehave, men du pludselig ønsker en anden børnehave, vil anciennitetsdatoen være opskrivningsdatoen til den pågældende børnehave.
Er dit barn klar til at starte børnehave nogle måneder før barnet fylder 3 år, og du ønsker dette, vil optagelse kunne ske under forudsætning af:
- at der er ledige pladser i børnehaven
- at børnehaven har de fysiske rammer hertil
- at pladsanvisningen kan godkende dette efter nærmere aftale med børnehaven.
Forældrenes egenbetaling vil her være den gældende dagplejetakst, indtil den måned barnet fylder 3 år.